Silkeborg Kommune sætter fokus på forældres rolle i unges trygge sommeraftener

Foto: Silkeborg Kommune.
dato

Silkeborg Kommune lancerer sommerkampagne for et trygt og godt ungeliv med særligt fokus på forældrenes rolle og engagement.

For mange unge er det arrangementerne, som de gerne vil deltage i, og som forældre spiller man stadig en vigtig rolle, selvom de unge tager af sted på egen hånd. Derfor opfordrer Politiet, SSP, Natteravnene, rusmiddelkonsulenterne, Fælles om Børne- og Ungelivet og Silkeborg Kommune i en ny sommerkampagne forældre til at tage en snak med deres unge om forventninger, aftaler og trygge rammer, hvis de tager til arrangementer.

Hen over sommeren har kampagnen været synlig i Silkeborg midtby og på sociale medier med budskaber om, hvordan forældre kan bidrage til et godt, sjovt og trygt ungeliv præget af sunde fællesskaber, tydelige voksne og mindre risikoadfærd såsom alkohol, nikotin og andre rusmidler. Desuden er der sendt et brev via Aula i forbindelse med årets skolestart til 2.700 af kommunens teenageforældre.

Budskabet er klart: Tydelige aftaler, åben dialog og klare rammer skaber tryghed for både den unge, familien og fællesskabet omkring dem. Samtidig understreges det, at ansvaret for de unges trivsel og sikkerhed er et fælles ansvar, der bedst løftes i samarbejde mellem forældre, skoler, frivillige, myndigheder og lokalsamfund.

Når unge deltager i større arrangementer, kan der opstå situationer, hvor de har brug for hjælp eller kontakt til en voksen. Det er derfor vigtigt at tale om hjemmetidspunkt, hvordan man kommer hjem, og hvordan man får fat i hinanden, hvis der opstår behov. Der er fokus på, at unges risikoadfærd i forhold til rusmidler mindskes, når de møder tydelige voksne, der interesserer sig for deres liv og tør sætte rammer. Klare aftaler om for eksempel hjemkomsttid, alkohol og hvem man er sammen med, handler om omsorg og tryghed samt at give de unge et godt udgangspunkt for at træffe gode valg, når de er ude med vennerne.

Se kampagneplakaterne her.

https://silkeborg.dk/nyheder/sommerens-arrangementer-har-i-aftalerne-paa-plads-derhjemme

Kilde: Silkeborg Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.
Mest læste artikler